FDF

FDF

 

I år er noget særligt for bådlauget, der kan fejre 30 års fødselsdag. Mærkedagen fejres på behørig vis med en ordentlig fødselsdagsgave. Når bådene er sat i vandet, kommer der en kæmpe lastbil med et hus. Huset er en tilbygning til Kahytten, som er vores nuværende klubhus. I tilbygningen installeres nye toiletter og baderum. Kahytten får også en ansigtsløftning i form af nyt køkken og nye møbler. Det bliver dejligt med nye faciliteter.

 

Nye sider danner rammen om FDFs landslejr

 

Det er ikke kun en bunke fornøjelige timer på søen, der venter lige om hjørnet. Sommerferien byder på en FDF-oplevelse af de helt store. I begyndelsen af juli drager 13.000 FDF-ere på landslejr. Vanen tro foregår det på FDFs friluftscenter, Sletten, ved Ry. Temaet for lejren tager udgangspunkt i FDFs kristne formål. Meningen er, at lejrens deltagere, gennem mange spændende aktiviteter, skal finde nye sider af sig selv, omverdenen og af Gud.

 

Formanden for lejrens forkyndelsesudvalg, Niels Christian Kobbelgaard, forklarer temaet sådan: ”Tro, håb og kærlighed er de vigtigste begreber i kristendommen. En anden treklang kan også tegnes: JEG, DU og VERDEN. Sådan hænger den verden, vi kender, sammen. Jeg er vigtig. Uden mit jeg forholder jeg mig slet ikke til hverken mig selv eller til dig, som  min næste, eller til verden. Du og verden bliver til i min opfattelse af dig og verden. Men, jeg bliver heller ikke til uden at blive set af dig og af min omverden. Jeg skaber ikke bare mit eget liv, som var jeg min egen lykkes smed. Vi skaber hinandens liv ved at se hinanden og reagere på hinanden. Vi er hinandens verden. På landslejren skal deltagerne møde de levende bibelske fortællinger, der stråler af tro, håb og kærlighed. Men de skal også møde fortællinger, der beretter om, at det ikke bare er mennesker, der får lov at se NYE SIDER af sig selv i mødet med Gud og Jesus. Også Gud har flere sider i sig. Gud er den strenge, den milde, den dømmende, den frelsende. Gud kan faktisk bevæges. Menneskers nød bevæger ham. Og det er jo fordi kærligheden bevæger ham.”

 

Det bliver dejligt og spændende at møde de andre deltagere og skabe en fantastisk lejr sammen. Landslejren er et af de helt store højdepunkter for de ældste FDF-ere, og forventningens glæde er næsten lige så fantastisk.

 

Vi glæder os til at tage hul på de varme måneder og de mange spændende oplevelser.

                                                 Mange hilsner  

                                                 FDF F8 Frederiksberg Søkreds