Fredag 20. jan 2012 Sørøveri og Piratromantik
kl. 14.00 – 16.00 Museumsinspektør og historiker Benjamin Asmussen fra Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg fortæller sørøveriets historie, lige fra antikken over middelalderens pirater, der skiftevis var ven eller fjende for kongemagten, til de både velkendte og mystiske historier om sørøvere i 16-1700-tallets Caribien. I foredraget fortælles også om den romantisering, sørøvere i modsætning til landevejsrøvere har været udsat for, og hvordan den blomstrer i populærkulturen
Fredag 10. feb 2012 Film: ”Jerusalem; min elskede!”
kl. 14.00 – 16.00 "Jerusalem, min elskede" er en film om troens kompromisløse beskaffenhed i Jerusalem. Instruktørens søgen efter tro bliver her den ”lille historie”, der afspejler Jerusalems ”store historie” – en historie om tab, fortrængning og kærlighed. Filmens ydre spor følger tre profeter og deres dagligdag midt i Jerusalems vold. Filmens indre spor følger således instruktørens egen eksistentielle udforskning af tro. Vi ser ham undergå hypnose i jagten efter en forklaring på, hvorfor hans elskede Jerusalem og disse mænd fik ham til at miste sin tro.
Fredag 2. marts 2012 Barnet, troen og kærligheden i Astrid Lindgrens univers
kl. 14.00 – 16.00 Sammen med litteraturanmelder og natkirkekoordinator i Vor Frue Kirke Liselotte Wiemer tager vi en flyvetur tilbage til barndommens Vimmerby og følger herfra Astrid Lindgrens liv og forfatterskab frem til hendes død i 2002. Et liv der var badet i lys; men også præget af mørke. Med udgangspunkt i Brødrene Løvehjerte vil vi herefter undersøge, hvordan Astrid Lindgren som ingen anden forfatter er i stand til at nærme sig det mest intense i et barns liv, det mest himmelske og det mest sørgelige. Fordi hun altid tager sit udgangspunkt i 3 ’søjler’: barnet, kærligheden og troen. Kærligheden til livet, legen og naturen. Troen på at alt er muligt, hvis man følger sit hjerte og tør handle efter det! Og sidst men ikke mindst: barnet der har selve nøglen til livet!
Fredag 23. marts 2012 Sangeftermiddag
Kl. 14.00 – 16.00 Sangeftermiddag med organist Ulla Schmidt ved klaveret. Vi synger sammen en buket af dejlige sange og viser - fra Højskolesangbogen over et udvalg af iørefaldende Kai Normann Andersen melodier til sange om det spirende forår.
Ønsker er velkomne!
Fredag 20. april 2012 Film: ”Det gode liv!”
kl. 14.00 – 16.00 I en lille portugisisk by tæt på havet bor to danske kvinder - moderen Mette på 83 år og datteren Anne Mette på 56. Hele livet har de været rige; men nu er pengene sluppet op. Et liv levet på første klasse er erstattet af ubetalte regninger og konstant angst for ikke at kunne betale huslejen. Datteren, som aldrig har arbejdet en dag i sit liv, er nu tvunget til at lægge sin dekadente livsstil på hylden og forsøge at finde et job. Men det er lettere sagt end gjort i et Portugal ramt af økonomisk krise, når man har et tomt CV og en rigmands-attitude.
Fredag 11. maj 2012 Sommerudflugt
Kl. 12.30 – 21.00 Sommerudflugten er endnu ikke planlagt, kun selve dagen for den. Yderligere information om, hvor turen går hen, vil komme i løbet af foråret, når den endelige tur er blevet fastlagt. Men reserver datoen allerede nu!